Det er efterhånden svært at skrive noget nyt om Euro-dramaet
– eller rettere Eurozone-landenes tragedie. Jeg og mange andre har beskrevet
årsager og virkninger: At Euroen er et rent politisk projekt og et økonomisk
misfoster, og at den kun har bidraget til at forværre de sydeuropæiske landes
selvskabte statsgælds- og boligboble-kriser. At den politiske elite aldrig
frivilligt vil indrømme sin fejl, hvorfor landene kastes ud i yderligere,
unødvendig lavkonjunktur. Alt det er beskrevet i tidligere indlæg.
Tilbage er kun at følge den triste historie udfolde sig, men
man kan samtidig kaste et blik på baggrunden. DFs udenrigsordfører Søren
Espersen har i partiets nyhedsbrev beskrevet et seminar om Euroen i 1990’erne.
Alle tilstedeværende økonomer påpegede, at forudsætningerne for en fælles
valuta i EU var, at der kom til at råde fælles økonomiske forhold, som der ikke
var vilje – eller måske endog mulighed – for at skabe. Dette irriterede de
deltagende magtfulde politikere, og til sidst skar EU-kommissionens daværende
formand, Luxembourgs tidligere premierminister Jacques Santer, igennem med
ordene: Euroen er den lim, der skal binde den Europæiske Union sammen. Og nogen
tid efter blev euroen som bekendt indført i en del lande.
Altså: De unions-religiøse politikere betragter valutaen som
et politisk redskab. De har fået at vide, men vælger at ignorere, at
valutakurserne er en uundværlig korrektionsmekanisme mellem de forskellige
suveræne økonomier. Hvis den mekanisme bliver lammet, vil spændinger mellem
økonomierne hobe sig op, og de svage økonomier med høj inflation og lav
produktivitet vil blive ramt af stats- og betalingsbalanceunderskud, der med
mellemrum skal håndteres ved ”krisetopmøder”, og høj arbejdsløshed.
Man må antage, at euro-eliten har sine forestillinger fra
historien. Retten til at slå mønt har altid været et kongeligt privilegium, der
både gav økonomiske fordele og havde stærk symbolværdi, lige fra Bibelsk tid (”giv
kejseren, hvad kejserens er”). Det har været en lækkerbisken for
Europa-unionstilhængerne lige fra den første efterkrigstid.
Men Euroen var aldrig blevet gennemtvunget, hvis ikke den
franske regering i 1990’erne havde krævet det som sin pris for at acceptere
Tysklands genforening. Det franske ønske var dels drevet af misundelse overfor
den amerikanske dollars stilling som verdens vigtigste valuta, dels af et
fransk ønske om selv at få en lige så stærk valuta som D-marken.
Men en ting er disse politikeres prioriteringer. Nok så
skuffende er det, at bl.a. den danske presse sluger disse forudsætninger kritikløst.
Vi får af medierne at vide, at hvis Euro-samarbejdet opløses, betyder det enden
på alt andet europæisk samarbejde. Det er naturligvis nonsens. Vi skal blot
have samarbejdet rullet tilbage til det niveau, det havde i 1990’erne, før Euroen
– en lykkelig tid med fremgang, hvor tilbageslag og kriser var af et helt andet
håndterbart omfang.
Dette er der flere og flere, der bliver overbevist om. De
sidste, der kommer til at acceptere det, bliver politiker- og medie-eliten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar