OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

lørdag den 28. juli 2012

Euro-tragedien og historien bagved


Det er efterhånden svært at skrive noget nyt om Euro-dramaet – eller rettere Eurozone-landenes tragedie. Jeg og mange andre har beskrevet årsager og virkninger: At Euroen er et rent politisk projekt og et økonomisk misfoster, og at den kun har bidraget til at forværre de sydeuropæiske landes selvskabte statsgælds- og boligboble-kriser. At den politiske elite aldrig frivilligt vil indrømme sin fejl, hvorfor landene kastes ud i yderligere, unødvendig lavkonjunktur. Alt det er beskrevet i tidligere indlæg.

Tilbage er kun at følge den triste historie udfolde sig, men man kan samtidig kaste et blik på baggrunden. DFs udenrigsordfører Søren Espersen har i partiets nyhedsbrev beskrevet et seminar om Euroen i 1990’erne. Alle tilstedeværende økonomer påpegede, at forudsætningerne for en fælles valuta i EU var, at der kom til at råde fælles økonomiske forhold, som der ikke var vilje – eller måske endog mulighed – for at skabe. Dette irriterede de deltagende magtfulde politikere, og til sidst skar EU-kommissionens daværende formand, Luxembourgs tidligere premierminister Jacques Santer, igennem med ordene: Euroen er den lim, der skal binde den Europæiske Union sammen. Og nogen tid efter blev euroen som bekendt indført i en del lande.

Altså: De unions-religiøse politikere betragter valutaen som et politisk redskab. De har fået at vide, men vælger at ignorere, at valutakurserne er en uundværlig korrektionsmekanisme mellem de forskellige suveræne økonomier. Hvis den mekanisme bliver lammet, vil spændinger mellem økonomierne hobe sig op, og de svage økonomier med høj inflation og lav produktivitet vil blive ramt af stats- og betalingsbalanceunderskud, der med mellemrum skal håndteres ved ”krisetopmøder”, og høj arbejdsløshed.

Man må antage, at euro-eliten har sine forestillinger fra historien. Retten til at slå mønt har altid været et kongeligt privilegium, der både gav økonomiske fordele og havde stærk symbolværdi, lige fra Bibelsk tid (”giv kejseren, hvad kejserens er”). Det har været en lækkerbisken for Europa-unionstilhængerne lige fra den første efterkrigstid.

Men Euroen var aldrig blevet gennemtvunget, hvis ikke den franske regering i 1990’erne havde krævet det som sin pris for at acceptere Tysklands genforening. Det franske ønske var dels drevet af misundelse overfor den amerikanske dollars stilling som verdens vigtigste valuta, dels af et fransk ønske om selv at få en lige så stærk valuta som D-marken.

Men en ting er disse politikeres prioriteringer. Nok så skuffende er det, at bl.a. den danske presse sluger disse forudsætninger kritikløst. Vi får af medierne at vide, at hvis Euro-samarbejdet opløses, betyder det enden på alt andet europæisk samarbejde. Det er naturligvis nonsens. Vi skal blot have samarbejdet rullet tilbage til det niveau, det havde i 1990’erne, før Euroen – en lykkelig tid med fremgang, hvor tilbageslag og kriser var af et helt andet håndterbart omfang.

Dette er der flere og flere, der bliver overbevist om. De sidste, der kommer til at acceptere det, bliver politiker- og medie-eliten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar