Forsvarspolitikken efter den russiske besættelse af Krim

Efter den russiske besættelse af Krim i de seneste uger – efter afslutningen på Vinter-olympiaden i Sochi! - er der sket et totalt omslag i forsvarsdebatten. Indtil for nylig gjaldt det som en kendsgerning, at forsvaret af Danmark nu var blevet overflødigt, og at der ville være et varsel på masser af år, før en ny trussel mod Vesteuropa kunne opstå, hvorfor vi roligt kunne koncentrere os om at skære ned på de i forvejen lave forsvarsudgifter og bruge resten på indsats i andre verdensdele. At Putin gennem 10-15 år gradvist havde opbygget et diktatur i Rusland og gradvist havde øget det militære pres mod Ruslands naboer, tog vi os ikke af – selv ikke efter Ruslands krig mod Georgien.

Nu har piben fået en anden lyd. Aviserne er fulde af indlæg, der opfordrer til omlægning af forsvarspolitikken, og en professor opfordrer ligefrem til en ny forsvarskommission, der kan lægge nye retningslinier for forsvaret i lyset af den nye situation.

Ganske vist sagde Churchill, at ingen bliver så upopulær som den, der siger ”hvad sagde jeg”, især hvis det virkelig er tilfældet – men jeg kan ikke nære mig: I masser af posteringer på denne blog har jeg advaret mod vor hidtidige forsvarspolitik, f.eks. d. 22. december 2012, hvor jeg skrev: ”Det er ikke godt helt at afskaffe det hidtidige danske forsvar med tilhørende værnepligt. Det gav et langt bredere spektrum af handlemuligheder, og ingen kender fremtidens behov – de kan ændre sig hurtigere, end vi kan forudse.” Og mange andre mente naturligvis det samme. Således står der i Dansk Folkepartis arbejdsprogram: ”DF advarer mod at svække det nationale forsvar”.

Alligevel skete det, både under Nyrup, Fogh og Løkke. Og hele tiden med eksperternes medvirken.

Det minder om både udlændinge- og EU-politikken. På alle disse områder har eksperterne, medierne og politikerne kørt deres egen elite-politik henover hovederne på almindelige, fornuftige folk, og resultaterne har været dårlige for landet.

Man må håbe på, at folk nu er ved at vågne op. Den stigende tilslutning til Dansk Folkeparti kunne tyde på det. Blot savner vi stadig et folkeparti, der er mere højreorienteret på det økonomiske område end D