OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 9. september 2014

Ruslands invasion af Ukraine: Hvorfor gør de det?

Med den direkte russiske invasion af det østlige Ukraine trænger den nye sikkerpolitiske virkelighed sig endelig på i det magelige Vesteuropa. Nu kan vi ikke længere undslå os for at reagere. Men det er vigtigere end nogensinde at forstå vor modstander.

Lad os huske Vietnamkrigen. Det står nu klart, at Vietnam og USA udkæmpede to forskellige krige: Vietnameserne så krigen som en sidste del af deres kamp for at befri sig for vestlig (fransk) imperialisme, mens USA så krigen som en del af den kolde krig mellem Vesten og de kommunistiske stormagter. USA troede, at de udkæmpede en ny Korea-krig, men i stedet udkæmpede de en genopførelse af deres egen uafhængighedskrig fra 1770’erne, men nu med dem selv i rollen som briter.  Hvis USA havde forstået vietnameserne, var meget gået anderledes.

Det betyder absolut ikke, at Rusland nu har ret i deres aggression mod Ukraine, men vi bør altid bestræbe os for at forstå modstanderens bevæggrunde. Vesten ser Rusland som en aggressor, der vil flytte landegrænser med militær magt, mens Rusland mener, at de blot tager det, som retmæssigt er deres. Hvordan skal vi vurdere det?

Den fornuftige og holdbare løsning må for det første tage udgangspunkt i de berørte befolkningsgruppers egne ønsker. Og her er det meget usikkert, hvor stor en del af befolkningen i det østlige Ukraine, der ønsker deres landsdel indlemmet i Rusland. Det er klart, at den russiske regering og desværre den store, uinformerede del af det russiske folk ikke ønsker at vente på reelle informationer om denne detalje.

Dernæst må man, hvis nogen ønsker at flytte på grænserne, gøre dette ved forhandlinger mellem staterne og evt. via den internationale domstol i Haag. Heller ikke dette har den russiske regering ønsket at tage del i.

Så henviser nogle til historien, der i sig selv skulle give Rusland ret til forskellige områder udenfor deres nuværende grænse. Det er en interessant betragtning, der vil sætte fut i den kedelige sameksistens kloden rundt – vi kan jo begynde med Skåne, Halland og Blekinge – ”de besatte territorier på Østbredden”, som Rasmus Jarlov har sagt. Udover det vanvittige i at mene, at historien skulle overtrumfe folkenes selvbestemmelsesret, rejser det praktiske problemer: Nogle områder har skiftet tilhørsforhold mange gange. Hvilket tidspunkt i historien skal så være gældende?

Putin benytter desværre også Hitler-retorik, når han taler om, at han må beskytte sine folkefæller mod mishandling i nabolandene. Der er intet i den nuværende situation, der retfærdiggør denne betegnelse. Men desværre rummer Ukraine også betydelige grupper af (ukrainske!) chauvinister og udemokratiske elementer, der for snart et år siden fik vedtaget en stramning af forholdene for den russisktalende del. Denne idiotiske provokation har formentlig været stærkt medvirkende til den russiske indblanding.

Men det er heldigvis taget af bordet nu. Den nuværende regering i Ukraine er uden tvivl klar over, at det russisktalende befolkningselement skal behandles ordentligt. Problemet er nu russerne. Hvor store krav vil de stille? Vil Putin først standse, når han har flyttet selve landegrænsen?

Putins holdning afhænger nok bl.a. af Vestens reaktion på begivenhederne. Her er det meget uheldigt, at næsten alle NATO-landene i årtier har reduceret deres forsvar og selv i dagens situation er meget tøvende med at øge det igen. Vor egen statsminister Thorning Smidt med den fantastiske begrundelse, at vi er midt i en forsvarsforligsperiode, der først udløber i 2017! Så må man da håbe, at der ikke udbryder egentlig krig inden da.
Den russiske politik er et strålende eksempel på salami-metoden, hvor hver skive omhyggeligt er tilpasset så tynd, at den forbliver under den vestlige opinions radar. Men, men – vi kan trods alt godt lægge skiverne sammen!

Desværre er der nok ikke nogen nem løsning på situationen. Et element i problemet er den russiske folkelige opinion, der – ophidset af en statslig løgnepropaganda, der desværre igen minder om Nazi-Tyskland – er helt på linie med Putins stormagtsdrømme.

Vesten må reagere på Ruslands pres mod dets mindre nabolande med et modpres – politisk, økonomisk, militært. Det er den eneste basis for forhandlede løsninger, hvis de ellers er mulige. Hvorfor skulle Putin forhandle på områder, hvor han kan tage, hvad han vil have?

Hvor er for øvrigt FN henne i hele denne krise? Under den kolde krig var det jo venstrefløjens og de radikales patentløsning på verdens sikkerhedsproblemer. Heller ikke på dette punkt har de husket at indrømme, at de tog grueligt fejl.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar