Kan DF kædes sammen med ekstremister?

Siden massemordet i Oslo og på Utøya d. 22. juli 2011 har især dagbladet Politikens lederskribenter prøvet at kæde gerningsmanden, Breivik, sammen med normale indvandringskritiske kredse i Europa som f.eks. Dansk Folkeparti. Således har en af redaktørerne, Anita Bay Bundegaard, påstået – i form af et uskyldigt spørgsmål – at der er et ”kontinuum” – på dansk: glidende overgang – mellem morderen og almindelige politisk interesserede indvandringskritikere.

Jeg har i mit indlæg på denne blog d.9. december 2010 med titlen ”Hvor står DF i det politiske landskab?” prøvet netop at skitsere et politisk landskab som et landkort, altså med 2 dimensioner: Den økonomiske og den værdipolitiske. De økonomiske synspunkter går fra de rødeste ønsker om statskontrol af økonomien til ren liberalisme, og de værdipolitiske fra de mest akademiske internationale blomsterbørn til stokkonservative kolonihave-nationalister. Men alle synspunkter er acceptable, blot man respekterer lovgivningen og de principper, vores forfædre gennem århundrederne har fundet frem til, at vi vil leve efter.

I udkanten af dette politiske landskab står fanatikerne, altså dem, der ikke anerkender eller kan forstå, at andre har lov til at have andre synspunkter end de selv har. Og udenfor dem igen, udenfor det politiske landskabs grænser, står ekstremisterne, der heller ikke anerkender landets principper og spilleregler. De er bl.a. parate til at anvende vold for at nå deres mål, som Breivik.

Der er bestemt ikke en glidende overgang fra DF til Breivik. Man skal tværtimod krydse to grænser: Først til fanatismen, hvor man ved, at kun ens egen mening har gyldighed, og derefter grænsen til ekstremismen. Der er den samme dobbeltgrænse mellem f.eks. lovlige abortmodstandere som Paven eller Mother Theresa og så de fanatikere og ekstremister, der vil myrde abortlæger. Eller mellem Villy Søvndal og Bader-Meinhof-banden. Eller mellem lovlydige muslimer og terrorister.

Hvad Anita Bay Bundegård angår, har hun i en debat med Søren Espersen indrømmet, at hun ser problemet med indvandringsdebatten ikke som et spørgsmål om tonen, men om, at indvandringskritikernes meninger er forkerte. Hun er faktisk selv fanatiker!

Endelig må man huske, at DF ikke har nogen, heller ikke i ungdomsafdelingen, der taler om vold, endsige benytter den. Kan venstrefløjen sige det samme? Den hylder ikke blot revolutionsromantik, den har også ved nogle personsammenfald forbindelse til voldsparate grupper som autonome, BZ-ere og Antifascistisk Aktions tæskehold. Hvis DF ville holde et hvervemøde på Blågårds Plads, ville det blive afbrudt, ikke blot af indvandrerbander, men af venstrefløjsaktivister. Hvis Enhedslisten vil holde møde på gågaden i Tarm, ville der ske – ingenting.