Så har endnu et EU-topmøde ”reddet Euroen” – igen-igen.
Men som jeg før har anført, har Euroen som valuta ingen større problemer – den er i realiteten lig med 2 stk. D-Mark og er baseret på den stærke tyske økonomi. Euroen kan kun komme i problemer eller bryde sammen – i realitets-betydningen af ordene – hvis verdensmarkedet mister tilliden til den, d.v.s. til Tyskland, og det vil vise sig ved, at den falder stærkt i værdi overfor US $, UK £ og alle de øvrige valutaer. Dette er som bekendt ikke sket og synes ikke at ville ske i nogen overskuelig fremtid.
Det, vi har set i de sidste par år, har ikke været en Euro-valuta-krise, men en statsgældskrise i de Eurolande, der har haft den svageste økonomi: Irland, Portugal, Grækenland. Årsagen har primært været svage statsfinanser, som dog hænger nøje sammen med landenes medlemskab af Euroen. Dette medlemskab har i en årrække sløret markedets opfattelse af disse staters egentlige økonomiske situation: Markedet har fokuseret på fraværet af valutakursrisiko på deres statsgældspapirer, og glemt selve kreditrisikoen, altså staternes betalingsevne.
Men Euromedlemskabet har også medført en anden årsag til disse landes svage økonomi: I de sidste 10 år har disse lande haft en dårligere inflations- og produktivitetsudvikling end Tyskland. Dette ville før Euroen have medført et pres nedad på deres valutaer, men dette er ikke muligt nu med Euromedlemskabet. Derfor er Eurokursen for høj i forhold til de sydeuropæiske landes økonomiske formåen, og tilpasningen sker nu i form af lavkonjunktur og høj arbejdsløshed i disse lande. De har ikke betalingsbalanceproblemer, der ellers i tide ville have fremtvunget en tilpasning. De har i stedet fået finansieringsproblemer.
Samtidig har disse landes problemer presset Euroen lidt ned i kurs i forhold til, hvor den ville ligge, hvis Tyskland var alene i Euroområdet. Dette medfører for den tyske økonomi reelt en lille devaluering, der hjælper de tyske eksporterhverv og generer de tyske importerhverv. Det vil sige, at Tyskland i realiteten lukrerer på den kedelige situation, mens de sydeuropæiske lande lider. Tyskerne har næppe spekuleret i dette ved Euroens indførelse – det var ikke dem, der ønskede den indført – men det betyder dog, at de nu har endnu bedre råd til at betale for Euro-områdets opretholdelse!
Det nys afsluttede topmøde har slet ikke beskæftiget sig med disse grundlæggende problemer. Man har kun truffet aftaler om begrænsning af staternes underskud, hvilket i sig selv er nødvendiggjort af Euro-medlemskabet, men som ikke just vil hjælpe de arbejdsløse i Sydeuropa.
Konklusionen er, som anført utallige gange, at valutaunioner mellem uafhængige stater ikke kan fungere. Det har været prøvet mange gange, altid med fiasko. Ideen er i familie med den ufleksible fastkurspolitik, som også har medført så mange problemer, og f.eks. gjorde George Soros rig på de britiske skatteyderes bekostning.
Løsningen er at føre en fornuftig økonomisk politik hjemme og lade markedet bestemme valutakurserne med modererende og stabiliserende, ikke politiserende, indblanding fra Centralbankerne og regeringerne. Men dette stemmer ikke med Europa-drømmernes ønsker. For dem er Euroen et politisk symbol-projekt, der retfærdiggør enhver omkostning, også lavkonjunktur i Sydeuropa. Så vi vil også på det valutapolitiske område komme til at leve i ”interessante tider” i de kommende år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar