Den samlede danske presse synes at mene, at den havde en stor dag i mandags, d.5. december, hvor den fik trængt tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen op ad væggen med en byge af enslydende spørgsmål til behandlingen af nuværende statsminister Helle Thorning Schmidts skattesag.
Spørgsmålet lød, om Venstre har holdt møder om HTS’s skattesag, ja eller nej. Og dette tilsyneladende uskyldige spørgsmål lader sig jo ikke besvare så kort. Løkke prøvede at forklare, at Venstre selvsagt har drøftet sagen og dens politiske implikationer løbende på mange møder, men at man ikke har holdt møder, hvor dagsordenen var at påvirke skattesagen eller lække oplysninger. Denne forklaring på ganske få sætninger fik Løkke imidlertid ikke lov at afgive til pressen. Han blev især afbrudt af den tidligere Se og Hør-redaktør, Qvortrup.
Retfærdigvis fik Løkke få timer efter lejlighed til at forklare sig i de første TV-aviser, men den forklaring blev kun flygtigt omtalt i de senere TV-nyhedsudsendelser. I stedet er den samlede presse blevet rørende enige om, at Løkke ikke kunne svare på et simpelt spørgsmål.
Men mange spørgsmål kan ikke besvares ved et simpelt ja eller nej. Igen må jeg mindes salig Aksel Larsen, der om disse spørgsmål sagde, at man lige så godt kunne spørge en mand, om han var holdt op med at slå sin kone. Hvis Anders Samuelsen havde været pressens offer, ville han måske have sagt, at man lige så godt kunne spørge Qvortrup, om han var holdt op med at tage kokain. Spørgsmålet er urimeligt og uforskammet – man må give svareren lov til at forklare sin sag.
Pressen opfører sig i denne sag som lemminger, eller som meteorologerne siger, som vandet i et badekar: Først løber de alle sammen i den ene retning, og om nogen tid løber de i den anden. Denne opførsel er nok typisk for pressen i underholdningssamfundet. Jeg observerede den første gang, da Kissinger var blevet udenrigsminister i USA under præsident Nixon: I hans første år i embedet blev han forgudet og kunne ikke gøre noget forkert, siden vendte stemningen, og så var alt, hvad han havde gjort, kritisabelt. Pressens formål med dette kan kun være et: At levere underholdning.
I øvrigt er der mange andre spørgsmål i sagen om behandlingen af HTS’s skattesag. Hvis SKAT København ikke må lade sig påvirke af Skatteministeriet i behandlingen af sagen, hvordan kunne direktøren, Erling Andersen, så holde fem møder, hvor, efter hans opfattelse, sådanne påvirkningsforsøg fandt sted? Allerede lidt inde i det første møde skulle han jo have afbrudt det og nægtet at deltage i flere med den dagsorden? Og hvorfor oplyser han det først nu, mere end et år efter, ligesom Ekstra Bladet, og ikke med det samme, da det skete?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar