Tibet demonstrationerne – en gammel sensation om ”grundlovsbrud”

I juni 2018 fik jeg optaget følgende læserbrev i Berlingske:                                                                                                                                                                

”Hvordan kan det være en stor nyhed, at politiet plejer at afskærme demonstrationer mod kinesiske statsbesøg, så gæsterne ikke kan se dem? Jeg husker, at medierne, heriblandt Berlingske, rapporterede i 2012, hvordan politiet stillede gruppevogne på række på Højbro Plads foran en pro-tibetansk demonstration.

Og hvorfor er politiets praksis egentlig et grundlovsbrud, endda et klart? Der står blot i Grundloven, at borgerne har ret til at forsamle sig. Er der retspraksis eller lovgivning, der præciserer, hvordan politiet må regulere demonstrationerne? Må politiet ikke – efter opfordring fra Udenrigs- og Justitsministeriet -  tage hensyn til ”forholdet til fremmede magter”? I øvrigt var demonstranternes egentlige målgruppe vel ikke de kinesiske gæster, men den danske offentlighed – og så har de i den grad nået deres mål!

Lad mig for en ordens skyld oplyse, at min sympati er 100 procent hos det tibetanske folk og nul procent hos de kinesiske kommunistiske undertrykkere.”

Mit læserbrev var nok ikke særlig godt formuleret. Det var jo inspireret af, at Berlingske i ugevis havde kørt kampagnejournalistik over ”afsløringen” af, at politiet havde afskærmet de besøgende kinesere fra demonstranterne, selvom alle, også Berlingskes læsere, havde kunnet iagttage denne praksis i hvert fald siden 2012. Men det er jo helt normalt, at vore dages unge historieløse journalister betragter enhver af deres iagttagelser som en sensation, selv om alle, der er velorienterede, kendte sagen i forvejen. Præmieeksemplet er samme Berlingskes journalister, der i starten af nullerne ”afslørede”, at det daværende Riffelsyndikat i Frihavnen, der var ejet af A.P. Møller, under Besættelsen 1940-1945 havde produceret våbendele til tyskerne. Der havde dengang ikke været noget valg, men sagen blev uretfærdigt præsenteret som en sensationel afsløring af frivilligt samarbejde med besættelsesmagten. Sagen havde dog altid været kendt af offentligheden: En af besættelsestidens største og berømteste sabotageaktioner var rettet mod Riffelsyndikatet, der blev endda lavet en spillefilm om sagen lige efter Befrielsen. Men det vidste de gravende journalister nok ikke.

Nå, men det, jeg burde have skrevet, var: Hvordan kan det være, at politiet som påstået har foretaget grundlovsbrud gennem mange år, uden at nogen har påtalt det? Der er her i landet tusinder af dygtige jurister, journalister og politikere. Hvordan kan der være foregået et åbenlyst brud på Grundloven, uden at nogen af dem, eller andre, har reageret før nu?

Mit spørgsmål, om det i øvrigt virkelig er et grundlovsbrud at afskærme demonstranter fra nogle af statens gæster, vil jeg gerne gentage her.

Men nu kører der så en ny undersøgelse af, hvem der har ansvaret for politiets afskærmningspraksis. Jeg kan spare samfundet for en større millionudgift til undersøgelsesudvalget og afsløre, at alle implicerede fra den menige betjent til Regeringen naturligvis har vidst, at det foregik, og alle har derfor medansvar. Det endelige ansvar ligger hos de skiftende statsministre, der alle har været indforstået med praksis. Men inden man rejser Rigsretssag mod Nyrup, Fogh, Løkke og Thorning, kan de påpege, at hele Folketinget også har været bekendt med forholdet – og hele befolkningen med! Så alle må jo have ment, at der ikke var problemer med afskærmningen.

Så henset til principperne om retssædvane o.l. kan man spørge, om der overhovedet er tale om et grundlovsbrud reelt set – hvis altså der overhovedet er tale om et brud formelt set.