Trump - en midtvejsevaluering

Her godt inde i præsident Trumps andet år kan man begynde at danne sig en vurdering af hans indsats. Da han blev indsat i embedet i januar 2017, var jeg bekymret over hans personlige opførsel, der under valgkampen havde været skandaløs, useriøs og usympatisk. Men mange af hans politiske synspunkter var fornuftige ud fra en borgerlig synsvinkel, så håbet var, at han ville ændre opførsel i mere præsidentiel retning efter indsættelsen.

Det er ikke sket. Trump fortsætter med at sende personlige tweets ud døgnet rundt, hvor han spreder forvirring og tvivl om USA's politik og kritiserer venner og fjender uhæmmet. Og endnu værre: Han håndterer de fornuftige politiske tiltag, som mange er enige i, på en klodset måde:

Handelspolitik: Trump har ret i, at det hidtidige frihandelssystem har gjort det muligt for Kina at udkonkurrere vestlige firmaer på en unfair måde, idet Kina jo ikke er en fri markedsøkonomi, men et samfund, hvor alt, også lønniveau, prisniveau, valutakurs, rente o.s.v. er kontrolleret af de kommunistiske magthavere. Fagforeninger, der kunne sikre et ordentligt lønniveau, findes ikke.

Men i stedet for at samle sine allierede i Europa og Asien om at forhindre, at Kina misbruger frihandelssystemet, har Trump startet handelskrige også med de øvrige vestlige allierede. ”Very bad”, som han selv ville have tweetet.

Indvandring: Trump ser problemerne ved den hidtidige indvandring fra den tredje verden til vesten klarere end de fleste europæiske ledere. Men i stedet for blot at fuldføre Clinton og Obamas hegn mod Mexico, vrøvler han om, at Mexico skal betale for hegnet eller muren. Useriøst!

NATO: Trump har ret i, at de europæiske NATO-lande hidtil har ofret for lidt på forsvaret. Og måske har det været hans udmeldinger sidste år om, at USA ikke ville forsvare Europa, hvis vi ikke ofrede flere penge selv, der har fået de europæiske medlemmer til at begynde at øge deres forsvarsbudgetter. Men så ligner det ikke noget, at han fortsætter med at gentage sit budskab og oven i købet sætter kravet op til 4% af BNP – mere end USA selv bruger.

Så hvorfor gør han det, og hvor bringer det os hen? En mulighed er, at Trump – udover at have nogle ægte politiske synspunkter – også blot synes, at det er sjovt at være præsident – det er hans egne ord. Så måske er han hele tiden i gang med valgkampen i 2020?

En anden mulighed er, at han benytter sin lange erfaring som ejendomsspekulant og behandler sine politiske kolleger udenfor USA, som han er vant til at forhandle med modparter i ejendomssektoren. Eller han siger som hoteldirektør Mo Green i Godfather-filmen: ”Jeg er deres chef, så jeg er nødt til at sparke dem bagi en gang imellem.”

Problemet er bare, at Trump nok er præsident for Verdens største supermagt, men han er ikke andre landes chef. Der kræves en mere sofistikeret forhandlingsstil her.

Man kan frygte, at Trump ikke har nogen samlet, langsigtet ide om, hvad han vil gøre for USA og Verden. Han har kun nogle punkter – nævnt ovenfor – om nogle emner, hvor der åbenlyst tiltrænges handling, emner, som tiltaler de fleste borgerlige – i USA republikanere – og han gør det på den grove måde, der tiltaler den vælgergruppe, som han åbenlyst bejler til: Reality-TV-publikummet, dem med kort uddannelse, hvis jobs er truet af globaliseringen, isolationisterne.

I øvrigt tror jeg bestemt ikke, at Trump slår varige skår i forholdet mellem USA og dets allierede. Vi er bundet sammen ikke blot af historiske og i mange tilfælde genetiske bånd, men også af fælles interesser. Trump er blot en parentes i den historie.

P.S.: Hvad forsvarsudgifterne angår, har USA som supermagt strategiske interesser, som de andre NATO-lande ikke har, og dertil hørende strategiske styrker, både atomare og konventionelle, spredt over store dele af kloden. Så det er vel kun naturligt, at varetagelsen af disse strategiske interesser koster ekstra? Man må vel betale for at have indflydelse?

Og hvad USAs underskud på betalingsbalancen angår, hænger det vel sammen med det store underskud på USA's statsregnskab. Men det finansieres jo fint ved salg af statsobligationer og udstedelse af dollarsedler. Denne fordel kaldes møntningsgevinst og tilfalder lande, hvis valuta er international reservevaluta. Det betyder, at USA kan forbruge mere, end de producerer, og betale med papir. Vel en ganske attraktiv ordning, selvom den er uholdbar, hvis den overdrives.

P.P.S.: Desuden medfører USA's position som supermagt og ankerland i flere forsvarsalliancer, at hvis USA i fremtiden skal udkæmpe større krige mod andre stormagter, vil disse krige sandsynligvis blive udkæmpet i Europa, ikke på USA's østkyst, eller i Sydkorea og Japan, ikke i Californien – hvis man ellers kan forestille sig sådanne konventionelle krige mellem stormagterne i fremtiden. Men det må vel være en fordel at have sådanne fremskudte forsvarslinier – og dermed værd at afholde nogle merudgifter for.