Der udtrykkes af og til bekymring, fra nogle ligefrem forargelse, over, at den danske udlændingepolitik er ”på kanten af de internationale konventioner”, altså det utal af menneskerets-, flygtninge- og andre konventioner, som vore politikere har fundet det passende at lade Danmark tilslutte sig i efterkrigstiden.
Men egentlig er det jo ikke spor mærkeligt. Siden 2001 har den danske indvandringspolitik været styret af ønsket om at begrænse indvandringen fra ikke-vestlige lande til nogle tusind om året. Dette for at forhindre dannelsen af ikke-integrerede parallelsamfund med alle de problemer, det medfører.
På den anden side står en stærk overnational migrationslobby. Den består af vestens politisk korrekte, kosmopolitiske jurister, udvandringslandenes magthavere såsom Gaddafi, og andre. Denne lobby ønsker fri bevægelighed over alle grænser og bekymrer sig ikke om følgerne. I bedste fald tænker den kun på de vandrendes interesser og er ligeglad med de modtagende landes befolkningers ve og vel. Denne internationale lobby er ophav til konventionerne.
Så derfor er det logisk og naturligt, at der er en konflikt mellem den danske udlændingelovgivning og de internationale konventioner, således at vores politik går helt til grænsen af disse konventioner.
Når nogle, især radikale, ustandselig udtrykker forargelse over denne konflikt, er det fordi de åbenbart tror, at disse konventioner er udtryk for en højere moralsk retfærdighed, som man ikke kan tillade sig at gå imod. De forstår ikke, at konventionerne blot er politiske tiltag fra en svunden tid. Og som sådan har de ikke nogen guddommelig status, snarere tværtimod, deres udemokratiske oprindelse taget i betragtning. De kan tilrettes, og de bør tilrettes. Eller Danmark bør tage forbehold, i nogle tilfælde stå udenfor, som mange andre lande gør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar