Bondeanger efter omvæltningerne i Nordafrika

Efter de foreløbigt succesrige omvæltninger i Tunis og Egypten, og forhåbentlig Libyen, flyder de vestlige medier over af bondeanger over, at især de vesteuropæiske regeringer har fedtet for de væltede diktatorer de sidste mange år, i stedet for at støtte oppositionen.

I øjeblikkets begejstring synes man at glemme, at det er et gammelt folkeretsligt princip at anerkende den regering, der faktisk kontrollerer et land, uanset hvad man mener om den. Ligeledes er det reglen, at lande ikke blander sig i hinandens indre anliggender.

Hvad angår støtte til andre landes opposition, kan andre regeringer godt have en forsigtig professionel kontakt. Men når det andet land er et diktatur, må den kontakt og moralske støtte være meget afdæmpet, især for ikke at bringe de pågældende oppositionelle i fare. Og spørgsmålet er også, hvilken opposition der findes, som man kan støtte. I det gamle kommunistiske Central/Østeuropa var der demokratiske, civiliserede kræfter at støtte. Men i Afghanistan under den russiske besættelse i 1980’erne var oppositionen, som Vesten støttede, bl.a. de senere Talibaner.  Hvad har der været i Nordafrika?

Forholdet til magthaverne selv bør være forretningsmæssigt og korrekt. Det bør ikke være direkte venskabeligt. På det punkt har nogle vesteuropæiske regeringer været for indladende overfor Gaddafi. Vor egen dronnings besøg hos en arabisk enevældig konge med tilhørende udveksling af ordener falder i en anden kategori. Her er det ikke politikere, der mødes, men statsoverhoveder. Deres visitter vedrører forholdet mellem nationerne, selvom det ikke kan løsrives fra de aktuelle politiske forhold. Men i dette tilfælde faldt det indenfor det normale internationale samkvem.

Forskellige lande er nu engang på forskellige stadier af deres sociale og økonomiske udvikling, og vi kan ikke forlange, at alle lande i verden skal indføre demokrati efter vores standard her og nu. På den anden side bør omverdenen heller ikke acceptere, hvis et regime holder sig ved magten ved hjælp af folkemord.

Men det hele er en hårfin balance mellem det ønskelige og det mulige. Ingen greb ind, da Pol Pot massakrerede sin egen befolkning. Ingen har lyst til at sætte ind overfor Kina i Tibet-spørgsmålet. Og Irak og Afghanistan viser, at det er nemt nok for Vesten at besejre disse landes militær. Men bagefter at sætte deres indre udvikling på, hvad vi mener er rette spor - det er utroligt vanskeligt. Respekt for folkenes selvbestemmelsesret må være ledetråden. Men hvad så, hvis folk er hjernevasket af en sektagtig ideologi?