Gennem de sidste 15-20 år har Kinas kommunistiske regering slækket planøkonomiens greb om landets økonomi. Man har tilladt oprettelsen af private firmaer, og resultatet er blevet fremkomsten af et enormt antal industrivirksomheder. Produkternes kvalitet varierer fra det bedste til det dårligste, men i alle tilfælde er lønnen i Kina stadig så lav, at produkterne er konkurrencedygtige i det meste af verden. Dette har givet Kina at enormt overskud på handelsbalancen.
Modposten er, at mange andre lande, især USA, har fået et tilsvarende enormt underskud på handelsbalancen. Det burde føre til, at den kinesiske valuta, yuan’en, steg i værdi, således at handelsbalancen tenderede mod at blive genoprettet. Men yuan’ens kurs fastsættes ikke af markedet, men af den kinesiske regering, og den har været meget modvillig til at opskrive valutaen. Så ubalancen fortsætter, og USA's udlandsgæld vokser til astronomiske beløb.
Dette er et skoleeksempel på, hvad der sker, når man spiller efter forskellige regler – man kan næsten kalde det for multikultur. Vesten spiller efter markedsøkonomiske regler, Kina spiller efter sine egne. Og Vesten finder sig i det, dels fordi de billige kinesiske varer er populære, dels for at fremme den ikke-kommunistiske udvikling i Kina. Imens hober problemerne sig op. Og Kinas indflydelse i hele Verden vokser.
Hvad bør der gøres ved det? Vesten bør genoverveje handelsaftalerne med Kina. En ting er, at Kina har lønforhold, arbejdsforhold, forurening o.s.v., der muliggør billigere produktion end i Vesten. Men hvis valutakursen ikke er fri, kan handelen heller ikke være det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar