Der var en beskeden notits gemt allerbagest i Sporten i
Berlingske d.27. september 2013: VM-byggeri koster masser af menneskeliv.
Det drejer sig om byggeriet af fodboldarenaer i Qatar til VM
i 2022. Det udføres åbenbart især af tusindvis af nepalesiske arbejdere, og
deres arbejdsvilkår er så dårlige, at der mellem 4. juni og 8. august er
omkommet 44 af dem. De knokler i op til 50 graders varme, de nægtes at drikke
vand, ofte tilbageholdes deres løn eller deres pas inddrages. International
Trade Union Confederation (ITUC) anslår, at stadionbyggerierne som minimum vil
koste 4000 immigrantarbejdere livet frem til 2022, hvis der ikke skrides ind!
Nu vil der altid ske arbejdsulykker ved store
anlægsarbejder, men disse tal er jo i en størrelsesorden, man ellers kun ser
ved f.eks. krige eller jordskælv. Og her er der tale om fremtidige dødsfald,
der kan forhindres. Det er jo ikke, fordi Qatar ikke har penge til at bygge
under anstændige vilkår for arbejderne. Så hvor er ”verdenssamfundets”
reaktion? Hvor er verdenspressen, hvor er EU, hvor er Amnesty International,
hvor er Wikileaks? Tavshed!
Skyldes det, at det er en gammel nyhed, at asiatiske
gæstearbejdere i de arabiske oliestater udnyttes og lever under slavelignende
forhold? Venter man sig ikke andet af oliestaterne? Det er jo racisme!
Hvorfor skal oliestaterne for resten altid importere
arbejdskraft fra Asien? Der er jo millioner af arbejdsløse i de arabiske lande,
især Egypten, og i de palæstinensiske flygtningelejre. Og de er vel vant til
klimaet, i modsætning til nepaleserne?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar