Man har tre standpunkter – mindst

Samme dag, som den nye fødevareminister, Dan Jørgensen, blev udnævnt, blev han konfronteret med sine udtalelser gennem mange år om, at minkavl skulle forbydes, at svin generelt blev dyremishandlet o.s.v. Han kunne kun svare, at det mente han ikke nu. Løftebrud på enkeltmandsniveau?

Jeg har d.30. september 2012 kommenteret J.O. Krags bemærkning om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jeg mener, at Krag var en eklatant løftebryder: Han havde lovet ikke at danne regering med SF, hvis SF og S fik flertal efter næste valg, og han gjorde det alligevel. Intet havde ændret sig – det var præcis den situation, han havde udtalt sig om. Han valgte at bryde sit løfte til vælgerne.

Noget andet er, at man kan blive tvunget til at indtage nye standpunkter. Forhold kan ændre sig, eller man kan selv ændre sig.

Med Dan Jørgensen synes der dog at være tale om noget andet: Man kan faktisk godt have flere sæt standpunkter, mener jeg ihvertfald. Man har først sine egne personlige meninger om, hvordan verden skulle være indrettet. Der er nok ikke mange, der er 100% enige. 

Dernæst har man sit partis standpunkter: Hvis man vil gå ind i politik, er man nødt til at slutte sig sammen med andre i et parti, og det parti kan kun have et sæt meninger. Derfor er medlemmerne nødt til at bøje deres synspunkter mod hinanden til et fælles sæt, som så bliver partiets program. Man må nok mene, at der skal være temmelig stor  overensstemmelse mellem ens private synspunkter og partiets – ellers er man en principløs vendekåbe og medløber. Men det må være legitimt at forsvare partiets synspunkter, også på de områder, hvor man ikke personligt er enig.

Endelig kan ens parti indgå i et samarbejde med andre partier, og her må partierne, ligesom enkeltmedlemmerne, bøje deres synspunkter mod hinanden for at skabe en fælles politik. Her kan politiske modstandere få megen morskab ud af at pirke især til de mindre partier i et sådant samarbejde, da de logisk har måttet bøje sig mest.

Man kan således sige, at man kan komme ud for, at en politiker har mindst tre sæt synspunkter til anvendelse henholdsvis personligt, i en valgkamp for sit parti og i forsvar for sin politiske koalition. Det er ganske legitimt – blot der er en rimelig overensstemmelse mellem sættene.