Hvidsten-gruppen: Det var altid for Danmark

I aftes så jeg filmen om Hvidsten-gruppen, der havde premiere i Randers i sidste uge, og jeg havde svært ved at sove i nat. Historien om gruppen har altid været velkendt i min generation, men filmen gjorde historien levende påny.

Jeg havde på forhånd været bekymret ved instruktøren, Anne-Grethe Bjarup Riis, fordi hun har sine politiske holdninger, men jeg er glad for at kunne bevidne, at hun har løst denne opgave loyalt og også meget dygtigt. Skuespillerne er fremragende, jeg vil gætte på Oscar-materiale nærmest over hele linien. Filmen er desværre lidt langtrukken sine steder, vel for at understrege forskellen mellem det lykkelige privatliv, der kunne have fortsat så forholdsvis nemt, hvis de var forblevet passive – og så krigens gru på den anden side. Men jeg vil tro, at denne film vil genoplive kendskabet til Hvidsten-gruppen hos nye generationer, og sikkert også ude i Verden.  

For nogle måneder siden læste jeg om andre frihedskæmpere fra Besættelsen, og jeg begik derefter for første og sikkert også sidste gang et digt, hvis ikke det er for stort et ord. Jeg vil tilegne det Hvidsten-gruppen – de er et lysende eksempel på dem, jeg havde i mine tanker:

Til Hvidsten-gruppen:

Det var altid for Danmark,

aldrig for jer selv.

I satsede alt for jeres land og folk,

og I vandt for altid

vore hjerter.