Feltpræster under beskydning

Nu er der dukket en ny, gammel sag op om feltpræster i Afghanistan, denne gang er der tale om, at feltpræsten åbenbart har været for langt fremme i støvlerne, da hans enhed prøvede at lokke Taleban ud af busken. Men ifølge Genevekonventionen må feltpræster ikke deltage aktivt i kamphandlinger, de må kun forsvare sig selv og har til det formål udleveret en pistol.

Nu har Forsvarets Auditørkorps fået nys om sagen og har indledt en undersøgelse.

Ud fra det oplyste bør den undersøgelse blive meget kort. Talibanerne kom ikke frem til kamp, ingen kom til skade. Men selvfølgelig må feltpræster ikke deltage som kombattanter. Spørgsmålet er dog, om ikke Talibanerne er ligeglade. De interesserer sig ikke for Genevekonventionen eller alle de andre konventioner, som vi dyrker så intenst i disse år. Der er i det hele taget ingen af de involverede, der har klaget. Sagen er først dukket op nu ved et tilfælde. 

Vi er sandelig et veladministreret land, når vi tager os af sager som denne.

Den er lidt i familie med sagen forleden, der i virkeligheden også var et par år gammel, hvor Danmarks Radio triumferende kunne vise et videoklip af en feltpræst, også i Afghanistan, der efter at have velsignet de udrykkende soldater gjorde V-tegnet og dunkede sig på hjertet. Det har fået Politiken-segmentet til at fråde af raseri over, at en præst opildner soldater til kamp, og et par biskopper har udtalt kritik.

I virkeligheden ønskede præsten blot soldaterne held og lykke på opgaven, hvad der nok kan være brug for. De hjemlige pacifister og humanister er virkelig ømskindede. De kan med fordel ignoreres. Det er blot umuligt, hvis de sidder i ansvarlige, høje stillinger. Så vi må desværre bruge tid og kræfter på at imødegå dem, og forsvare deres ofre.