3. december 2010
Om 68’ere, retfærdighed og godhed
Det mest betydningsfulde årstal efter Anden Verdenskrig er 1968. I det år slog en socialistisk vækkelse som en politisk tsunami ind over den vestlige verden. Socialisme vil jo sige, at samfundet – d.v.s. statsmagten – overtager ejendomsretten til erhvervslivet og i praksis bestemmer alt. Ganske vist havde socialismen eksisteret siden 1800-tallet, og den havde fået betydelig tilslutning især blandt arbejdere og økonomisk svagt stillede samt en del akademikere, men den havde aldrig præget samfundets middel- endsige overklasse. Der havde været socialdemokratisk regeringsindflydelse i næsten alle europæiske lande, men det havde overordnet set kun præget fordelings- og socialpolitikken.
Men i 1968 kom en ny bølge af socialistisk vækkelse til de vestlige lande, og den slog især an blandt de upraktiske klasser: Studerende og yngre akademikere, og medierne. Som så mange andre fænomener i de sidste generationer kom den fra USA, hvor den igen kan spores til Frankfurterskolen: En gruppe tyske socialistiske teoretikere, der måtte flygte fra Tyskland under Hitler, og som klogeligt slog sig ned – ikke i Sovjetunionen, men i USA. Her fortsatte de deres kritik af de vestlige samfund og videreudviklede deres teorier om repressiv tolerance, falsk bevidsthed og alt det andet snak, der skulle retfærdiggøre deres opgør med det markedsøkonomiske, borgerlige samfund. Alt naturligvis i den bedste mening.
Den teoretiske tørkost blev hjulpet på vej af 1960-årenes politiske modesager: Kampen mod (vestlige) atomvåben, Vietnamkrigen, apartheid i Sydafrika. Desuden fik den stærke økonomiske vækst i 60’erne åbenbart nogle til at tro, at al hidtidig erfaring og fornuft nu var sat ud af kraft. Tilsammen dannede disse bevægelser den venstreorienterede flodbølge i USA, der skyllede ind over Vesteuropa i 1968.
Her havde Kulturradikalismen allerede i næsten 100 år arbejdet på at nedbryde det borgerlige samfund, dets institutioner og ideer, også i den bedste mening – for at gøre mennesket frit - men med begrænset succes. Nu kunne de radikale ride som surfere på den socialistiske bølge og få større medgang end nogensinde. De to strømninger, socialisme og kulturradikalisme, løb så at sige sammen i 68’er-tankegangen. De socialistiske fik stadig ikke det store gennemslag i de vestlige landes private erhvervsliv, men de kulturradikale sejrede ad H. til i undervisningssektoren, medierne, børneopdragelsen, de offentlige institutioner. Og de satte deres stærke præg på lovgivningen.
Dette synes at gælde hele den Vestlige verden, men fokus her er Danmark.
Følgerne af 68’er bølgen var blandt andet en nedtoning af fagligheden i uddannelsessystemet til fordel for holdningsbearbejdning; en ændring af socialpolitikken, så der er mindre krav om selvhjælp og ambition om at klare sig selv; og en åbning af grænserne for masseindvandring fra den tredje verden.
Jeg mener, at alle disse følger er skadelige for landet. Derfor er jeg glad for, at bølgen synes at have toppet. Men der er absolut stadig behov for at hjælpe med at bekæmpe og tilbagerulle 68’er- bølgen, og det er mit mål. Det er kun til en vis grad relevant på det økonomiske område. Det væsentlige, og der hvor 68-ismen har haft størst effekt, er værdipolitikken: Indvandring, skole, ret, forsvar og meget mere.
Men hvorfor blev og bliver nogle til 68’er-tilhængere og andre borgerlige? Vores politiske synspunkter baserer sig på de grundlæggende værdier, vi hver især har. De borgerlige værdier - som jeg mener, at samfundet bør bygge på - er især disse:
Retfærdighed
Samhørighed
Handlefrihed
68’erne bygger modsat på:
Godhed
Een verden
Offentlig styring
Hertil kommer værdier som:
Offervilje
Sparsommelighed
Offervilje og sparsommelighed er værdier, der ikke er knyttet til, om man er borgerlig eller 68’er. Alle kan have dem i større eller mindre omfang.
Det er vort valg blandt disse værdier, der bestemmer vores politiske holdninger. De borgerlige værdier kan nærmere beskrives således:
Retfærdighed: At alle får, hvad de har gjort sig fortjent til. Fordi der skal være sammenhæng mellem handlinger og deres konsekvenser. Det er nødvendigt, for at tingene skal have mening, og samfundet fungere, økonomisk og på alle andre måder. 68’ere drives af modsætningen, som er godhed: Her får alle tildelt ret til at kræve, hvad de har behov for, uanset om de overhovedet har vilje til selv at yde noget. Retfærdighed betyder markedsøkonomi i modsætning til statsstyring, og at en velfærdsstat er et sikkerhedsnet for alle arbejdsvillige, ikke en livsstil med permanent ukritisk forsørgelse.
Samhørighed: Fordi samfundet kun kan indrettes efter et enkelt sæt spilleregler. Fordi vi har behov for at leve i samklang med vores historie og traditioner sammen med ligesindede. Fordi tilhørsforhold giver overskuelighed, identifikation og gensidig tillid. 68-modsætningen er multikultur, hvor forskellige kulturer antages at kunne eksistere blandt hinanden. Men man kan ikke spille efter forskellige sæt regler samtidig.
Handlefrihed: Ikke ubegrænset, for det er anarki og kaos, men indenfor lovens og rimelighedens rammer. Frihed, fordi det er menneskeværdigt og hensigtsmæssigt, at den enkelte og samfundet så vidt muligt styres af egen fornuft og samvittighed. 68’ere vil have fællesskabet – i praksis staten - til at styre det meste, fordi den antages at vide bedst.
Desuden bør de fælles værdier have vægt:
Offervilje: Samfundet er vores fælles projekt, som vi alle bør bidrage til, det er ikke en ko, vi alle har ret til at malke mest muligt. Vi er en del af samfundet, og samfundet er en del af os. Ægte solidaritet er, at de mere heldige giver til de mindre heldige. Ikke at kræve i flok.
Sparsommelighed: Fordi klodens ressourcer er begrænsede, og de tilhører ikke kun os. Fordi statens ressourcer er begrænsede, og de tilhører oprindeligt borgerne. Fordi vores egne ressourcer er begrænsede, og fråds såvel som overdrevent arbejdspres er dårligt for os selv.
De grundlæggende borgerlige hhv. tværgående værdier fører til nogle politiske mål og midler, der i de fleste tilfælde går imod 68’er-politikken, heriblandt:
1. Offentlige udgifter: Der skal udvises sparsommelighed overalt. En række kerneydelser bør være en offentlig opgave eller i hvert fald ansvar, f.eks. transportnettet, sygehuse og forsyningsanlæg, og der skal ofres det nødvendige på dem. Men alle offentlige ydelser skal løbende vurderes kritisk med henblik på nødvendighed og effektivitet.
2. Offentlige indtægter: Der skal over længere tidsrum være balance mellem indtægter og udgifter.
3. Skatter: Er en konsekvens af de valgte udgifter og ønsket om balance. Hvis det herefter er muligt, er det i sig selv ønskeligt, at skatterne sænkes over hele skalaen.
4. Skole: Skal give indlæring af viden og færdigheder. Holdningsindlæring er familiens sag.
5. Udlændingepolitik: Nej tak til masseindvandring, fordi en inhomogen befolkning giver problemer. Kun indvandring af enkeltpersoner, og kun ved tilhørsforhold til Danmark eller ved green card-lignende ordning. Flygtninge skal enten vende hjem, så snart det er muligt, eller bosættes i deres egen region, således at ethvert land kun modtager flygtninge fra sit eget område.
6. Kultur: Religioner, hvis lære indeholder politiske programpunkter, eller i øvrigt påvirker forhold mellem borgerne, skal behandles som politiske partier, d.v.s. de får ingen særlig beskyttelse eller respekt. Hvis de er modstandere af vort vestlige demokratiske sekulære samfund, skal de aktivt bekæmpes.
7. Retspolitik: Retfærdighed er målet, ikke eftergivenhed overfor forbryderne. Kriminelle, danskfjendtlige og arbejdsuvillige udlændinge skal om muligt hjemsendes administrativt, og ellers hjemsendes ved dom. Udvisning fra Danmark ville for danskere være en total omvæltning, for udlændinge er det en hjemsendelse og altså ikke på samme måde en straf.
8. Socialpolitik: Værdigt trængende skal have støtte i rimeligt omfang og tidsrum. Personer, der kan arbejde, men forbliver ledige, skal efter et passende tidsrum aktiveres eller passivt forsørges på lavere ydelse. Kommunerne skal fritages for forpligtelse til at skaffe alle bolig på højt niveau.
9. Boligpolitik: Beskatningen skal ikke ændres. Lejeboligmarkedet skal gøres frit ligesom før 2. Verdenskrig, ved at huslejen frigives ved ældre lejligheders nyudlejning. Almennyttige boliger gøres billigere i starten ved finansiering med indexlån.
10. EU: Nej til yderligere union. En europæisk EU-nationalisme skal ikke dyrkes oppefra. EU behøver ikke at vokse konstant, som der står i Romtraktaten. Euroen: Da landene ikke har fælles løn- og finanspolitik, kan de ikke på længere sigt have fælles møntfod. Derfor er Euroen et usikkert eksperiment, som vi må forholde os afventende overfor.
11. Forsvar: Den primære opgave er kontrol over Danmarks territorium. Internationale opgaver er også vigtige, men dog sekundære. Derfor bør mobiliseringsforsvaret genoprettes. Værnepligten opprioriteres. Et traditionelt nationalt forsvar er et godt grundlag for at opstille gode enheder til internationale opgaver.
12. Religion. Religionsdyrkelse skal være en privatsag, og religion skal ikke påvirke de politiske beslutninger. Men det må erkendes, at nogle religioner er forstenende og fordummende, mens andre, herunder kristendommen i dens nutidige fremtræden, har vist sig opbyggende for den enkelte og for samfundet. Det erkendes, at kristendommen er en del af Danmarks og den vestlige verdens historie og kulturelle grundvold.
13. Energi og miljø. Det er politisk helt uholdbart, at den vestlige verden ikke er selvforsynende med energi. Vedvarende energi bør fremmes, men atomkraft er stadig uundværlig. Næsten alle andre industrilande end Danmark satser stærkt på den. Det må vi også nødvendigvis gøre, også af miljøhensyn.
14. Menneskerettigheder. Skal underordnes danskernes borgerrettigheder. Danske borgeres ret til at leve i fred for kriminelle skal vægtes højere end udenlandske forbryderes ret til uforstyrret familieliv i Danmark.
15. Infrastruktur. Staten skal sikre, at der er rimelige transportmuligheder i form af veje og jernbaner og busruter til så stor en del af landet som muligt. Dette behøver ikke at være en overskudsforretning.
16. Udenrigspolitik. Vi bør søge alliancer med de lande, der har samme historiske baggrund og samme værdier som os selv. Udviklingslandene skal hjælpes, ikke med almisser, men med et fair partnerskab.
Disse er mine principper, mål og midler, og de flugter bedst med DFs program. For at arbejde for dem har jeg søgt opstilling til Folketinget for DF. Synspunkterne virker sikkert umiddelbart meget yderliggående på en del mennesker. Men hvis man træder et skridt tilbage og ser nøjere efter, svarer de stort set til de synspunkter, som både Socialdemokratiet, Venstre og de Konservative havde indtil ca. 1968, hvor den vestlige verden gik af sine hængsler, hvad værdipolitik angår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar