Efter SFs udtræden af SSFR-regeringen i torsdags mener flere
kommentatorer, at det var en stor fiasko for partiets ledelse, at det ikke
lykkedes at føre SF fra dets fløjposition ind i et organiseret
regeringssamarbejde med S og R. Jeg mener, at kritikken er uberettiget: Opgaven
var umulig fra starten.
I min næstførste postering fra d.9. december 2010 har jeg
forsøgt at placere partierne i et todimensionalt system. Og mens SF og de
radikale ligger nogenlunde ens på værdiaksen – lige akademiske og
verdensfjerne, S er mere i midten af aksen – ligger SF og radikale i hver sin
side af aksen for økonomisk politik: SFs hele eksistensberettigelse er
økonomisk udligning og stor stat, mens de radikale er nærmest neoliberale (”sådan
er det jo”, citat: Margrete Vestager). At forene de to sæt holdninger kan måske
godt gøres i den enkelte forligsforhandling, men at de skulle arbejde sammen
til daglig og udarbejde fælles regeringsudspil, har fra starten været
unaturligt. Spændingerne har været der fra starten, SF har måttet sluge kamel
efter kamel, og så skulle der kun en forholdsvis mindre ting som DONG-salget
til Goldman Sachs til at få ballonen til at revne.
SSFR-regeringen var jo nærmest en samlingsregering, som
nogle har fablet om i årtier. En sådan kan kun fungere i
undtagelsessituationer. Under normale forhold er den et misfoster. Meningerne
skal brydes mellem regering og opposition – ikke inden for regeringen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar