OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 8. januar 2013

EU i 40 år: På vej mod unionsstaten – nej tak til det!


I år er det 40 år siden, at Danmark meldte sig ind i det, der dengang var De europæiske Fællesskaber – EF. Dette tager medier og politikere som anledning til at opfordre til at lægge nye, store planer for den fremtidige udvikling af fællesskabet, der i mellemtiden er blevet til den Europæiske Union – EU.

Så lad os benytte anledningen til at tage et tilbageblik og et overblik. I 1972 sagde de danske vælgere ja til at gå ind i et fællesskab, der bestod af en toldunion for industrivarer, en fælles landbrugspolitik – der var totalt protektionistisk, især for at beskytte det franske landbrug – og en stribe andre fælles ”politikker”, der dog var til at overskue.

Alle vidste dengang, at der i Romtraktatens præambel står, at målet er at danne ”en europæisk union, der uden ophør gøres stadig snævrere”. Men vi blev forsikret om, at det blot var fremtidsdrømme hos nogle få idealister i Sydeuropa, og at det ikke skulle tages for pålydende. Statsminister Poul Schlüter sagde endda så sent som i 1980’erne, at ”unionen er stendød”.

Men det har efterhånden vist sig, at unionstanken lever i bedste velgående. Ikke blandt Europas folk – de stemmer alle nej tak, når de undtagelsesvis bliver spurgt – men blandt den politiske, økonomiske og mediemæssige ”elite”. Det er efterhånden klart, at alle de mange traktatændringer, der er blevet vedtaget siden 1972, og som af bl.a. danskerne hver gang er blevet set som det, vi nu endelig skulle indrette os på;  det er af Euro-eliten hver gang blot blevet betragtet som et skridt på vejen til deres hede drømmes mål: Den fulde politiske og økonomiske union, den monolitiske europæiske enhedsstat.

Vi er virkelig blevet lokket ud på en glidebane!

EU-unionstilhængerne ynder vist at sammenligne EU – eller endemålet, Europas Forenede Stater – med USA. Men USA blev dannet i 1776 efter store betænkeligheder i de 13 hidtil britiske kolonier. De ville gøre op med fjernstyringen fra London uden demokratisk medindflydelse(!) og ville absolut ikke underlægge sig en ny fjernstyring, og det blev nøje afmålt og fastlåst, hvor megen magt, der skulle samles i den føderale regering i Washington. Man skulle bare i dag prøve at gennemføre en ”europæisk” yderligere glidende overføring af magt fra enkeltstaterne til Centralregeringen!

Derimod har vi fundet os i, at efterhånden en utrolig mængde sager nu skal bestemmes i Bryssel i stedet for lokalt. Og det drejer sig ikke om områder, der kunne bruges til at etablere tekniske handelshindringer til beskyttelse af eget erhvervsliv mod konkurrence. Det drejer sig om forhold som sikkerhed på legepladser, beskyttelse af vandløb o.s.v. Område efter område, hvor vi nok kunne få inspiration fra europæiske organer – eller fra FN, eller alle mulige andre – men hvor vi selv bør bestemme.

Hvorfor finder folket sig i det? Formentlig af ukendskab, dovenskab, overdreven tillid til lederne…

Det er efterhånden klart, hvad vi har kunnet vide hele tiden, at EU-udviklingen ikke vil standse. Der er tale om en helt åbenlys salami-taktik, hvor der ved hver eneste traktatændring skal overføres yderligere beføjelser fra nationalstaterne til EU-organerne. Befolkningerne skal gradvis opdrages til unionseuropæere. Det holder aldrig op.

Jeg er derfor kommet til den erkendelse, at Danmark bør melde sig ud af EU og i stedet søge en løs tilknytning ligesom Norge og Schweiz – dog absolut uden Schengen-medlemsskab. Vi skal naturligvis fortsætte et nært samarbejde med alle europæiske og andre lande – men vi skal ud af Unions-fangarmene. Ligesom før, og ligesom alle andre lande i verden i dag.

Ingen har brug for Euroen, den er tværtimod skadelig. Det samme gælder Schengen-aftalen, der forbyder systematisk grænseovervågning. Og det gælder alle de øvrige harmoniseringstiltag fra de sidste 20-30 år. Lad os få fastlåst samarbejdet – ligesom USA's forfatning fastlåser arbejdsdelingen mellem forbundsregering og enkeltstater – og lad det omfatte det, der fandtes omkring 1980-1990: Toldunion, ingen handelshindringer, basta!

Hvilke konsekvenser ville en udmeldelse have? Eller en decideret opgivelse af unionen i hele Europa? Tilhængerne mener, at EU har sikret freden. De overser totalt en anden, i den henseende meget vigtigere alliance, nemlig NATO. NATO sikrede ikke blot mod sovjetisk aggression, den umuliggjorde også en i øvrigt helt utænkelig eventuel krig mellem vesteuropæiske lande. Og en europæisk forsvarsunion – som der er gjort nogle patetiske tilløb til – vil aldrig kunne erstatte NATO, for den vil mangle det, der er afgørende for NATOs succes: USA's politiske vilje og militære styrke. Som de siger i Østeuropa: Hvis vi igen engang bliver angrebet udefra, vil EU sende en forhandlingsdelegation. USA vil sende Marinekorpset.

Vil Danmark da ikke blive isoleret udenfor EU? Nej, vil skal fortsat samarbejde nært med EU og med resten af verden. Og vi vil jo stadigvæk være medlem af et hav af andre ofte vigtige organisationer: NATO, FN, WTO, osv. osv. Det internationale samarbejde er altså ikke opfundet af EU, og det vil fortsætte med eller uden EU!


Dog er der måske en mellemvej. Der har i de seneste år været talt om ”et EU i to hastigheder”. Måske kan der etableres en ordning, så Danmark – og måske andre lande – standser deres deltagelse i udviklingen mod unionsstat nu, således at de bestående forhold bibeholdes, dog gerne med tilbagerulning af f.eks. deltagelsen i Schengen-aftalen. Derimod kan de øvrige EU-lande arbejde videre mod den fuldstændige politiske og økonomiske union, hvor maksimal indflydelse er flyttet fra nationalstaterne til EU-organerne i Bryssel.

5 kommentarer:

  1. Der vil opstå en tredje vej, hvis vi mener, vi bør befinde os i en eller anden alliance: Polstaterne. USAs nedtur vil marginalisere landet i forhold til Europa og Asien og reelt bringe USA i et interessefællesskab med en anden marginaliseret kæmpenation, Rusland. Sammen med Canada vil disse lande omkring Nordpolen kunne indgå i et fællesskab, der også kunne blive attraktivt for Danmark, fordi der ikke vil være grobund for politisk tyranni af den slags, som "EU" udøver, fordi de store nationer i så henseende vil holde hinanden i skak. Hele Skandinavien ville som "polstater" kunne søge i den retning. Dét har politikerne ikke set eller vil ikke vide af det. Så Lene Espersen blev væk fra et "polarmøde".

    - - -

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg mener - ligesom Morten? - at Danmark har ligeså stort interessefællesskab, og alt andet fællesskab, med USA og Canada som med resten af Europa. Rusland er jeg mere usikker på, med det nuværende regime.

      Men hvis vi kunne få et B-medlemsskab af EU, og så fortsat gode forbindelser til resten af verden, ville det vist være ideelt.

      Slet
  2. Det fordelagtige ved Ruslands deltagelse er netop, at Rusland og USA er så tilpas forskellige, at deres mulige samarbejde ville blive yderst pragmatisk, og Danmark vil kunne operere temmeligt frit imellem dem, og samtidig have stærke alliancepartnere. Alle tyranniske forestillinger à la "Napoleons Europa-vision" og lignende logebrødre-fantasier vil på forhånd være helt udelukket. Tanken er beskrevet af den amerikanske futurist, Lawrence Taub.

    - - -

    SvarSlet
  3. Fint nok med Pol-samarbejde. Men jeg mener stadig ikke, at vi kan eller skal vende ryggen til EU. Vi skal bare stå af integrations-toget nu. Og tage forbehold for Schengen - der er virkelig brug for grænsekontrol nu!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror nu heller ikke, man kan forestille sig, at vi ikke skulle have et forhold til resten af verdensdelen, bare fordi vi "stiger af unionstoget". Jeg tror ikke EU (hvad EU så er i den sammenhæng) godvilligt lader os få en særstilling. Det vil være vigtigt for bureaukraturet at stille "det fulde medlemskab" op som et ultimatum, for ikke at skulle ud i endeløse forhandlinger med det enkelte unionsland. For så diffunderer "visionen om Europa" sig. Hvis vi derimod søger mod en ny alliance, vil Unionen komme til os med et tilbud, vil jeg bestemt tro. Også fordi Danmark i givet fald vil blive porten til en verden, EU gerne vil samarbejde med. Jeg ser derfor en række fordele i dette - i skrivende stund måske nok noget fantastiske - scenarie.

      - - -

      Slet