”God damn the Euro-pusher!”

Præsident Kennedy havde en legendarisk forsvarsminister, Robert McNamara. Han fortsatte under præsident Lyndon Johnson, til han i 1968 blev præsident for Verdensbanken, hvis udlånsaktivitet efterhånden var rettet mod udviklingslandene. Trods McNamaras fortid som leder af Ford Motor Company og derefter som USA's forsvarsminister, var hans indsats som Verdensbankens chef kendetegnet ved, at bankens udlånspolitik blev ændret fra ”hårde” infrastrukturprojekter til ”bløde” projekter, der skulle fremme uddannelse, sundhed m.v.

Man skulle tro, at denne udlånspolitik blev påskønnet af Vestens venstreorienterede. Men nej: Det var i de år, at Vietnamkrigen var på sit højeste, og McNamara havde spillet en central rolle i opbygningen af den amerikanske indsats i krigen. Samtidig var vi jo i årene lige efter 1968-bølgen, og venstrefløjen var allergisk overfor alt, hvad der havde med banker og dollars at gøre. Derfor blev det en del af venstrefløjens dagsorden at være modstander af Verdensbanken og dens aktiviteter: Man mente, at den trods dens uegennyttige politik spredte kapitalismens ideer og strukturer i udviklingslandene. Og derfor var Verdensbankens årsmøder en god anledning for venstrefløjen til at lave massedemonstrationer, der gerne endte i rene optøjer, som i København i 1970.

I den anledning dukkede der plakater op, der forestillede en injektionssprøjte med påskriften: US $ og teksten nedenunder: ”God damn the pusher”! I øvrigt et citat fra en rock-sang.

Denne historie, og det slogan, kommer jeg i tanke om, når jeg betragter dagens problemer i Grækenland. Ganske vist er disse problemer egentlig selvskabte: Der er tale om mange års underskud på statsregnskabet, finansieret ved låntagning især i Vesteuropa. Der er nu ophobet en så stor gæld, 160% af et års bruttonationalprodukt, at det synes urealistisk at betale renter og afdrag på normal vis. Samtidig har de store årlige underskud langt om længe medført, at Grækenland må betale så høje renter på lånemarkedet, at det er blevet helt umuligt at fortsætte som hidtil. Oven i statens underskud har Grækenland et stort underskud på hele landets betalingsbalance overfor udlandet, fordi høj inflation og lav produktivitet har gjort landet ikke-konkurrencedygtigt.

Hvis Grækenland ikke – ved et utroligt politisk fejlgreb af de øvrige Euro-lande – var blevet lukket ind i Euro-zonen i 2002, ville landet ikke være kommet så langt ud i uføret, som sket er. Landet ville for mange år siden være løbet ind i finansieringsproblemer, der ville have tvunget det til at reducere sit statsunderskud, og det ville have fået så store problemer med sin betalingsbalance, at det ville være tvunget til at devaluere Drachmen. På den måde ville markedskræfterne have fremtvunget en begrænsning af problemerne på et langt tidligere tidspunkt, hvor de endnu var af overskueligt omfang.

I stedet har Grækenland i 00-årene kunnet finansiere sit overforbrug ved at udstede bjerge af Euro-denominerede statsobligationer, som naive investorer har købt, idet de glemte, at der stadig var en kreditrisiko. Og landet har kunnet finansiere yderligere betalingsbalanceunderskud gennem Eurozonens betalingsformidlingssystem.

Men nu har udlandet omsider sagt stop, så nu står Grækenland og skal gennemføre de mange års forsømte tilpasning af både offentlige udgifter og løn- og prisniveau på kort tid. Landet vil blive kastet ud i recession og kaos, der bliver langt værre, end hvis det aldrig var blevet lukket ind i det for relativt fattige lande så prestigefyldte Euro-selskab.

Og det er de rige, velorganiserede Eurolande, der har ladet det ske. Derfor min kun delvis humoristiske overskrift.